Flemming Platz

Flemming Platz

Journalist gennem årtier i pressens frontlinje som politisk journalist, vært og redaktør i DR Nyheder. Siden rådgiver i eget kommunikationsfirma og pressechef i en offentlig forvaltning, der om nogen har været udsat for pressens kritiske søgelys. Flemming Platz har mere erfaring end de fleste, når det kommer til medietræning, pressehåndtering og krisekommunikation. Nu rådgiver han offentlige og private myndigheder og virksomheder, som partner i Niveau, hvorfra han også styrer debatter og konferencer med stor rutine og et glimt i øjet.

Flemming har i 17 år været blandt pressens hårde hunde, når han fra DR Nyhederne har konfronteret magthavere og virksomhedsejere med kritiske nyhedshistorier. Som en del af DR Nyhedernes pressekorps på Christiansborg har han igennem en årrække opbygget både et solidt kendskab til arbejdsgange på Christiansborg og et stærkt politisk netværk. Hans undersøgende og konfronterende journalistiske arbejde har betydet, at Flemming om nogen kender til pressens metoder, tankesæt og arbejdsgange.

I 2010 startede han PLATZ Kommunikation, og har her rådgivet og medietrænet en lang række erhvervs- og organisationsledere, politikere og ministre.

I 2012 tiltrådte han samtidig stillingen som pressechef i en af de mest udsatte offentlige forvaltninger i Danmark: Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Flemming var pressechef og dermed gatekeeper for de flere end 7000 ansatte, der forvalter og drifter Københavns Socialforvaltning og de mange institutioner for borgere med misbrug, handicap, psykisk syge, prostitution, hjemløse, kriminalitetstruede børn og unge, anbragte børn m.fl.

Flemming har således solid erfaring fra både den kritiske nyhedspresse og fra den organisation, der mødes af pressens kritik. En sjælden kombination der gør hans medietræning og rådgivning om krisekommunikation værdsat.

Endelig vil det ikke være forkert at sige, at der er lidt cirkushest i ham! Flemming har både som tv-journalist og som konsulent styret et hav af debatter og konferencer. Det sker altid med en høj grad af respekt for det faglige indhold, med et glimt i øjet og med fokus på at inddrage de tilstedeværende. Han har tilrettelagt og styret debatter og konferencer på Folkemødet, på Christiansborg og for en række offentlige institutioner, private virksomheder og organisationer.

Flemming Platz booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Del denne side på:
Til toppen