Emma Elisabeth Nielsen

Emma Elisabeth Nielsen

Forfatter og foredragsholder

Emma Elisabeth Nielsen – Foredrag eller workshop:

Foredrag: Mit liv som forfatter og vejen dertil
Foredraget tager udgangspunkt i min personlige historie. Jeg kommer ikke fra en kunstnerisk familie, men jeg har altid vidst, at jeg ville være forfatter. Derfor var jeg også tidligt klar over, at jeg måtte arbejde hårdt og længe for at blive dygtig nok til at blive udgivet forfatter i Danmark, for slet ikke at tale om at kunne leve af det. Jeg skrev min første roman som 11-årig og derefter én om året, indtil jeg som 18-årig færdiggjorde manuskriptet til romanen ’Den med Richard Lange’, som i 2015 blev udgivet af Gyldendal. Jeg afholdte mit første foredrag som 17-årig og har gjort det lige siden. I mine foredrag taler jeg ligeledes om de forskellige oplevelser og erfaringer jeg har gjort mig undervejs, og hvad det egentlig kræver af et ungt menneske at dedikere sin tilværelse til én bestemt beskæftigelse. Jeg taler derudover om, hvordan jeg arbejder med mine tekster og manuskripter, samt udarbejdelsen af en roman med udgangspunkt i min debut ’Den med Richard Lange’. Til sidst vil jeg læse op af værket.

Foredrag eller workshop: Hvordan skriver man en god novelle?
Foredraget tager udgangspunkt i mine egne erfaring som forfatter og vejen dertil i så ung en alder. Jeg vil blandt andet tale om de tekniske elementer i novellegenren, novellen i sine forskellige former – i den danske og moderne litteratur og i den udenlandske, samt gennemgå forskellige skriveøvelser og fremgangsmåder til idéudvikling og inspiration. Mine foredrag og workshops er ofte tilpasset den pågældende institutions behov og målgruppe. Jeg har undervist en bred aldersgruppe af unge (fra 9 til 21-årige) og har derfor erfaring med helt forskellige typer undervisning. Oftest er min undervisning rettet mod unge, der har de samme drømme, som jeg havde dengang. Jeg gør en dyd ud af at tydeliggøre for de unge, at drømmen ikke er urealistisk, og at kunsten at skrive er en gave, som vi skal dyrke bedst muligt. Oplægget kan også tage form som en workshop.

Foredrag eller workshop: Hvordan bliver en roman til?
Foredraget tager udgangspunkt i mine erfaringer som forfatter og vejen dertil i så ung en alder. Jeg vil blandt andet tale om de tekniske elementer i romangenren, samt romanen i sine forskellige former på den danske, litterære scene. Med udgangspunkt i min egen roman ’Den med Richard Lange’, vil jeg tale om udarbejdelsen af et romanmanuskript, arbejdsprocessen, og idéudvikling – hvordan får man en original idé, hvordan kommer man i gang, når man har en idé, hvad gør man, når man går i stå, og er skriveblokering en virkelig ting eller måske snarere en mental tilstand, der er lettere at overkomme, end mange går og tror? Jeg vil bl.a. gennemgå forskellige teknikker og værktøjer, man kan gøre brug af i sit forarbejde til en roman. Undervisning kan både rettes mod unge forfatterspire eller et mere blandet publikum, der har skriveglæden tilfælles eller blot er nysgerrige på romangenren og en forfatters arbejdsprocesser. Oplægget kan også tage form som en workshop.

Emma Elisabeth Nielsen booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Til toppen