Dissing & Las

Elsket børnebog bliver til sprælsk Dissing & Las-album
Den anmelderroste trio har givet Jakob Martin Strids nyklassisker ’Min mormors gebis’ en lydside i tråd med bogens anarkistiske appel til både børn og voksne. Ombord på albummet er en række gæstestjerner; heriblandt Julie Berthelsen, Povl Dissing og guitaristen Kirk Douglas fra hiphop-mastodonterne The Roots. Der er frække numre, eftertænksomme numre og numre spækket med detaljer og finurlige reallyde. 30. marts udgiver ’Dissing & Las’ albummet ’Min mormors gebis’, som er en musikalsk fortolkning af Jakob Martin Strids bestseller-børnebog af samme navn. En bog, der har solgt 37.000 fysiske eksemplarer. Og fordi bogen sprudler, gør trioen det samme og spænder fra folk og rock over reggae til rendyrket pop. – Kigger man på bogens tegninger, bliver man let inspireret til at flippe ud i alle mulige retninger. Og vi har ladet os drive med. En del børneplader lyder lidt som om, de er tilpasset at skulle køre i baggrunden uden at genere nogen. Men vi har ønsket at nå dertil, hvor det blev en fælles oplevelse for børn og voksne, ligesom bogen. Vi har tænkt: ’Hvad ville Jakob synes om det her?’ Sangene skulle have noget af hans anarki, så det er blevet et børnealbum med lidt horn i panden, siger Jonas Dissing. Bogens afsæt kom, da Jakob Martin Strid over hals og hoved bad trioen om at sætte musik til en tekst i forbindelse med, at han fik Kronprinsparrets Kulturpris. Dissing & Las lavede ’Grønlands is’, og alle var så glade for resultatet, at samarbejdet blev udvidet til at omfatte hele den bramfri bog om medisterminister Fister, om et araberkomplot mod en rabarberkompot og om hvaler i Holmens Kanal. – Vi har alle sammen elsket Strid siden de flabede striber i Politiken. Og ’Min mormors gebis’ har vi en stærk relation til, fordi vi hver især har siddet med den bog sammen med de mennesker, vi elsker højest i verden, siger Rasmus Dissing. Foruden trioen selv optræder blandt andre Captain Kirk Douglas fra The Roots, Julie Berthelsen og Povl Dissing på albummet. ’Min mormors gebis’ bliver fjerde album fra trioen siden debuten ’Lige præcis’ i 2008. Såvel det som de følgende albums har fået flotte anmeldelser, hvilket ligeledes gælder trioens talrige koncerter. Også i forlængelse af ’Min mormors gebis’ tager Dissing & Las på turné landet over.

Statens Kunstfond har præmieret vores album:-). Vi siger tak for opmærksomheden og anerkendelsen.
Her er deres begrundelse:
Dissing og Las: ”Min mormors gebis” (Album til Jakob Martin Strids bog af samme navn, april 2015, Sony Music entertainment).
Begrundelse: ”Hvem krammer det vilde barn, hvem roser ballademageren, hvem folder sørøver fantasien ud og ikke ind, på barnet der går planken ud? På Min Mormors Gebis har Dissing og Las taget sine mange års bandsamarbejde med ind i en generøs musikalitet og søsat Strids skæve børneunivers. Denne udgivelse er en musikalsk strittende børste og en poetisk urskov til det rodede børneværelse og det energiske barn. Det er en udgivelse, som er enestående i sin afsøgning af både mørket og lyset i en barnlig fortælling.”

Dissing & Las
Pressemeddelelse:
Det tegner ret lyst for Dissing & Las. Det tredie udspil med eget materiale ’Kig op’ kom på gaden 2013, efter at de to singler er blevet spillet flittigt af P4 hele sommeren. I 2015 udgav de så Jakob Martin Strids børnebogs klassiker “Min mormors gebis” som blev kåret til årets børneudgivelse af Statens kunstfond. De er netop ved at lægge sidste hånd på sange som skal blive til trioens 5 album.  Rasmus og Jonas Dissing samt Las Nissen tilhører den absolutte top indenfor den nye generation i dansk musik. De er oplært hos Povl Dissing, men er i dag etableret som en unik enhed, der med præcision og ekstrem samhørighed har fundet deres helt egen lyd og musikalske univers.

Dissing og Las inviterer, med den største selvfølgelighed, publikum indenfor, og fortællinger og fantasier viser vej gennem aftenens sange. Der bliver grinet og grædt, rocket og rislet. De udstod deres første musikalske læretid hos Povl Dissing, og da de valgte at stå på egne ben under navnet Dissing & Las, var det med det samme tydeligt, at det var en rigtig god idé. Med de tre album ’Lige Præcis’ (2008), ’Balladen med Bartof’( 2010) og nu ’Kig op’ (2013) i bagagen har Las Nissen og Rasmus og Jonas Dissing for alvor slået deres navn fast i den brede offentlighed, og trioen er i dag etableret som en enhed man skal regne med fremover. udgivelserne høstede masser af kritikerros fra danske anmeldere for netop at bringe deres eget unikke udtryk i spil. Samtidig giver de med deres tekster et både intelligent, vedkommende og nuanceret billede af dagens Danmark.

Arven fra den ældre Dissing ligger som en smuk og kærlig tone i bunden af trioens tekster og lyd og Dissing & Las er i disse år i deres livs form som sangskrivere og musikere.
“Giver man sig selv lov, åbner der sig en hamrende poetisk, vidunderligt vedkommende og fortættet musikalsk fortælling om en skæbne, alle kender. De tre musikere har alle skrevet fremragende tekster, hvilket skaber tyngde og variation. ” Stjerneøje” er en af de smukkeste tekster, jeg har hørt i år. Fremragende metaforer skåret så alle forældre får en klump i halsen. Et helstøbt album med afdæmpet voksen poprock med et budskab.”
-Fyens stifttidende- Simon Staun.

Dissing & Las synger Dylan
Det lyder som en god idé og det er det. Det startede med en opfordring fra Jazzhus Dexter i Odense i forbindelse med Bob Dylan’s 70 års fødselsdag, og det udsolgte Dexter ville have mere. Det kommer der så nu. De tre vokaler giver Dylan’s sange den variation de kræver og trioens sammenspil, som også her er i særklasse, formår at følge dem til dørs. De 17 år og 7 album med og uden Povl er et livsprojekt der stadig blomstrer, men dette frikvarter bliver måske mere end en parantes. For Dissing og Las har Dylan’s musik altid været en stor kilde til inspiration, så de takkede straks ja til muligheden for at dykke ned i dette ocean af sange.

Til toppen