Christine Feldthaus

Christine Feldthaus

Gennem mere end 25 års arbejde med forbrugere har Christine Feldthaus fået et stort indblik i, hvad der interesserer danskerne og hvordan man kommunikerer med forskellige målgrupper.

Siden 2004 har hun arbejdet som selvstændig kommunikatør – som helholdsvis tv-vært, moderator og foredragsholder.

Hun har medvirket i en række programmer med fokus på danskerne og deres livsstil – f.eks. i Kender du typen, So Fucking Special, Klimaduks og Blærerøv, Lige i Skabet samt en række DR2 temalørdage og andre udvalgte programmer.

I øjeblikket er hun aktuel i DR2 serien Peitersen & Feldthaus sætter pris på – et indblik i udviklingslandes levevis – der er premiere på sæson 2 i februar 2019, hvor turen går til Bangladesh, Kirgisistan, Zanzibar, Peru og Iran.

Siden 2004 har Christine rejst Danmark rundt med sine foredrag, som du kan læse mere om her på siden.

Foredrag af Christine Feldthaus:
  1. Spyt ud – og træng igennem. Et lavpraktisk foredrag om kommunikation i netværkets tidsalder.
  2. Er du tilfreds med duften i bageriet? Trænger du til en opsang om at tænke anderledes i livet og arbejdslivet?
  3. Hvad har danskerne egentlig gang i? Et humoristisk og aktuelt nedslag i danskernes vaner, interesser og adfærd.
  4. Kender du dine kunder? Et skræddersyet foredrag til din branche om, hvordan forbrugeren tænker og handler.
  5. Død over den perfekte kvinde. Hvornår lærer vi at følge vores hjerte og ryste vores dårlige samvittighed af os?
  6. Hvad sker der hos vandrestavsrockerne? Hver 3. Husstand i Danmark er fyldt 60 år… Hvad har de gang i?

Foredrag 1: Spyt ud og træng igennem! Et lavpraktisk foredrag om kommunikation.
I netværkets tidsalder er kommunikation vigtigere end nogensinde. Så kan du spytte ud og trænge igennem? Eller går for meget af din tid med chit chat, small talk eller at ”bullshitte” på hyggemåden. Bliver du egentlig hørt? Virker din kommunikation godt nok, og trænger dine budskaber ind hos modparten. Få nogle humoristiske – og brugbare praktiske fiduser til at blive mere tydelig overfor din omverden. Christine Feldthaus har beskæftiget sig med kommunikation og formidling i hele sit liv. Mere end 20 år er gået med kommunikation i reklamebranchen, og de seneste 10 år har hun formidlet via TV og foredrag landet rundt. Hun er ikke bange for at bruge sig selv, gå på hovedet ind i tabuerne og dyrke den ærlige og nærværende formidling og samtale.

Varighed: 60-75 min.

Foredrag 2: Er du tilfreds med duften i bageriet? Et humoristisk foredrag om livs- og arbejdsglæde.
Trænger du til en humoristisk opsang midt i hverdagens hamsterhjul – med travlhed både på jobbet og i fritiden? Husker du at stoppe op og grine lidt af en verden, der forandrer sig konstant? Og hvor du er i afvikling, hvis du ikke er i udvikling? Er det altid de andres skyld, at det ikke rigtigt kører for dig – eller kan du selv optimere din livs- og arbejdssituation, hvis du virkelig sætter alt ind på det? Få nogle skarpe bud fra frk. So F***ing Special på, hvordan livet her i andedammen måske kunne blive lidt mere værdsat. Og få nogle provokerende spark til at komme videre, hvis noget har sat sig på tværs i dit univers.

Varighed: 60 min. eller 2 x 40 min.

Foredrag 3: Hvad har danskerne egentlig gang i? Et aktuelt nedslag i danskernes vaner, interesser og adfærd.
Kom og få et dagsaktuelt nedslag i danskernes livstil og et par fuldtræffere på, hvad der optager os lige nu og her… Få forklaringen på, hvorfor vi både kan spise ”krisebær” og købe Kählervaser. Og hvorfor det bliver vigtigere og vigtigere at være sponoseksuel og have både kælegrise, bybier og en hønsefræser! Foredraget kommer vidt omkring og tager udgangspunkt i, hvordan vi bruger vores tid og vores penge i den danske middelklasse. Der er garanti for, at du kan genkende dig selv eller din nabo, når Feldthaus flyver hen over moderne livsførelse med stenalderkost og karriereforældre med glutenallergi på vej til et mindfulnesskursus.

Varighed: 60 min. eller 2 x 40 min.

Foredrag 4: Kender du dine kunder? Et skræddersyet foredrag til din branche om forbrugeradfærd.
Med Christine Feldthaus’ mere end 25 års erfaring indenfor forbrugeradfærd kan du få et skræddersyet foredrag om, hvad der optager de danske forbrugere lige nu og her. Især hvis du beskæftiger dig med FMCG. Eller arbejder i en branche, hvor slutbrugeren er privatpersoner i Danmark.
Hvordan handler vi i dag? Hvorfor er der så mange, der gerne vil betale ekstra for produkter med story-telling? Og hvem er de i øvrigt? Hvor store forskelle er der på de danske fødevareforbrugere? Og hvad er det, der driver vores valg af mærker. Kan du selv lære at forudsige fremtidens forbrugerbehov? Er du sikker på, at dit brand har, hvad der skal til for at stå distancen fremadrettet? Foredraget drysser dagsaktuelle internationale produktudviklingseksempler ud over de danske trends.

Varighed: 60 minutter.

Foredrag 5: Død over den perfekte kvinde. Hvornår lærer vi at følge vores hjerte og ryste vores dårlige samvittighed af os?
Hvorfor sluger vi kvinder selvhjælps-bøger på stribe? Hvornår lærer vi at prioritere, følge vores hjerte og ryste den dårlige samvittighed af os? Og hvorfor tager vi straks ansvaret, når børnene sendes hjem fra skole med håret fyldt med lus? Hvorfor tænker vi mere på indkøbslister og aftensmad end på sex, når vækkeuret ringer om morgenen? Hvad skete der med kvindernes kampdag – er det en afbrænder? Er der ikke mere at kæmpe for? I foredraget sætter Christine Feldthaus det moderne ”kvindeliv” på spidsen. Hun kommer omkring VL-grupper, G-punkter, 6 stykker frugt om dagen, Pilates ad libitum og meget mere.

Varighed: 60 minutter.

Foredrag 6: Hvad sker der hos vandrestavsrockerne? Et livgivende foredrag om, hvad der sker hos de voksne danskere.
Hver 3. husstand i Danmark bebos af mennesker, som er fyldt 60 år, og der bliver flere og flere – og vi lever længere og længere… Mange yngre markedsførere kan have tendens til at se gruppen som for gamle til anden kommunikation end den for proteserens, urininkontinens
og varmetæpper på den tyske motorvej? En skærende kontrast til virkeligheden hvor mange bliver yngre med alderen – og ikke ønsker at tilhøre en truet dyreart med tilnavnet ”det grå guld”… Indlægget vil have relevans for både markedsførere af produkter, personale i pleje og sundhedssektoren eller blot helt almindelige borgere, som gerne vil have et grin samtidigt med, at de kommer på forkant med en ny generation af ”voksne”…

Varighed: 60 minutter + dialog/spørgsmål.

Foredrag med Christine Feldthaus booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Del denne side på:
Til toppen