Bosse Hall Christensen

Bosse Hall Christensen
Foredrag med udgangspunkt i bogen “Gokkelajser”

Medstifteren af Shu-bi-dua, Bosse Hall Christensen, tager afsæt i sin selvbiografi ”Gokkelajser” når han tager ud og holder foredrag om sit spektakulære og usædvanlige liv.

Foruden at være trommeslager i det ikoniske band var Bosse også tekstforfatter, og med sine sproglige indfald satte han sit umiskendelige præg på Shu-bi-dua´s karakteristiske og finurlige tekstunivers i de gyldne år. Derfor handler Bosses foredrag naturligvis også om Shu-bi- dua, men det er andet og meget mere end sex, drugs og rock ’n’ roll.

Bosse fortæller om sin dysfunktionelle barndom, sin forstyrrede ungdom, og, ikke mindst, sin mangeårige kamp mod alkoholisme og det dobbeltliv som fulgte i dens kølvand. Om de mange svigt af børnene, indlæggelse på den lukkede og afvænning. Om selvmordsforsøg. Om et overraskende comeback med etableringen af et af de mest succesrige reklamelydstudier i Danmark, villa og Porsche, tilbagefald i misbrug, konkurs og den endelige rip-off. Først da Bosse mister alt, ikke mindst sig selv, bliver han i stand til endegyldigt at sætte proppen i flasken. Han kommer ud i lyset, går caminoen tværs over Spanien, hvor han genfinder sig selv, troen og håbet og sin helt egen version af meningen med livet.

Ligesom i sin bog fortæller Bosse ærligt og tankevækkende om sit dramatiske liv. Her er ingen klynk eller selvmedlidenhed, snarere tværtimod! Bosse fortæller direkte fra hjertet, råt for usødet og med et befriende glimt i øjet.

CV:

Bosse Hall Christensen voksede op i Charlottenlund uden at blive miljøskadet af den grund. For som han siger, begår han sig lige godt i skurvognen som på de bonede gulve.

Bosse har været selvstændig siden han var midt I tyverne. Han er autodidakt i alt hvad han har beskæftiget sig med; som arkitekt, musiker, sangskriver, tekstforfatter, instruktør, speaker og designer, så leder man efter den røde tråd i Bosses liv må det være kreativitet.

Mest kendt er han uden tvivl som medstifter af Shu-bi-dua. Foruden at være trommeslager i det navnkundige band var han også tekstforfatter, og med sin sproglige ekvilibrisme lagde han grunden til bandets krøllede tekstunivers, og dermed store succes.

Efter Shu-bi-dua startede Bosse et af landets mest succesrige reklame lydstudier. Han var samtidig en flittigt benyttet reklamespeaker, og mange husker sikkert hans karakteristiske stemme som ‘Tony the Tiger’ i Kellogg’s Frosties filmene: “De er greaaaat!”

I efteråret 2014 udgav han sin selvbiografi, Gokkelajser, og kunne således føje forfatter og foredragsholder til sit I forvejen omfangsrige cv.

Foredrag med Bosse Hall Christensen booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Del denne side på:
Til toppen