Bent Melchior

Bent Melchior

Bent Melchior er født ind i en jødisk slægt, der har boet i Danmark i flere århundreder. I 1943 måtte familien flygte til Sverige men vendte hjem i 1945. I 1948 var Bent Melchior i Israel og deltog i frihedskrigen. Efter fornyet hjemkomst, blev han lærer på den jødiske skole i København. Han tog rabbinereksamen ved Jew’s College i London i 1963 og blev ansat som rabbiner ved den jødiske menighed i København. Efter faderens død i 1969 valgtes han til efterfølger for sin fader som Danmarks overrabbiner. Han trak sig tilbage fra dette embede i 1996. I årene 1971-84 var han tillige lektor i klassisk jødisk litteratur ved Københavns Universitet.

Hans virke som foredragsholder påbegyndte han så tidligt som i 1947. I perioden 1977-87 udarbejdede han en dansk oversættelse af De fem Mosebøger. Siden har han arbejdet med nye danske oversættelser af jødiske liturgiske tekster. Han har endvidere skrevet en genfortælling af den første del af Bibelen, en tekstcollage om jødedommen og i 1997 udkom hans erindringsbog ”Så vælg da livet”. I 2003 udkom samtaler mellem Naser Khader og ham i bogen ”Modsætninger mødes” redigeret af Hanne Barslund.
Han har bidraget til mange bøger, hvoraf her blot nævnes: Jødisk liv i Danmark 1664-1986, Videnskaben – eller Gud, Dansk uden tårer, Flammer for Frihed, Livsglæde, Det ny Århundrede. Han er en ofte benyttet kommentator i danske dagblade om religiøse og samfundspolitiske emner.
Han sidder i mange nævn og bestyrelser. Således er han medlem af Dansk Flygtningehjælps forretningsudvalg. Han har i årene 1993-99 været præsident for den europæiske afdeling af den jødiske menneskerettigheds organisation B’nai B’rith, hvor han siden er blevet mentor og ærespræsident. I den egenskab forestår han et stort hjælpearbejde i Ø;steuropa.

I årenes løb har han deltaget i arbejdet for grupper, der har støttet menneskerettigheder i mange lande som Den kirkelige Vietnamkomité, Støttekomiteen for bedstemødrene på Plaza de Mayo i Buenos Aires, Charter 77 i Prag, Aktionsgruppen for Sovjets jøder, Helsingfors-komiteen, Kosova-komiteen og Lad Bosnien leve.

Foredrag Bent Melchior: 

Foredrag 1: Jødedom.
Foredrag 2: Oversættelse af Mosebøgerne.
Foredrag 3: Det gamle Testamente og den moderne tid.
Foredrag 4: Jøde i Danmark.
Foredrag 5: Israel i dag.
Foredrag 6: Jødisk humor.
Foredrag 7: Tolerance i dagens Danmark.
Foredrag 8: Lov og samvittighed.
Foredrag 9: Videnskaben eller Gud.
Foredrag 10: Erindringer.
Foredrag 11: Messianske tanker i jødedommen.
Foredrag 12: Antisemitisme efter 2. Verdenskrig.

Foredrag med Bent Melchior booker du hos ARTE Booking på telefon 3848 1400 eller på mail booking@artebooking.dk.

Tilbage til forsiden.

Til toppen